De Frivillige Hjælperes katastrofeberedskab: Port-au-Prince General Hospital

Jordskælvet i Haiti den 12. januar, der dræbte over 200.000 og efterlod omkring 300.000 sårede med behov for behandling med det samme, overvældede Haitis medicinske faciliteter. Ayal Lindeman, en uddannet praktiserende sygeplejerske, EMT og Scientologi Frivillig Hjælper, var en af de første, der reagerede på katastrofen. Han er veteran i nødhjælpsindsatser, han hjalp ved Ground Zero efter 11. september og ved orkanen Katrina i 2005. Men han siger, at det ikke forberedte ham på, hvad han så, da han først ankom til Port-au-Prince General Hospital.

Ayal Lindeman i Haiti
Læger kæmpede for at redde liv på operationsstuen, udfører operationer under primitive forhold uden narkose, sterilisation eller selv de mest grundlæggende fornødenheder eller udstyr. Lindeman og en anden Frivillig Hjælper, Dr. Darrell Craig, en tandlæge fra Californien, gik straks i gang med at gøre alt for at hjælpe. Ved slutningen af den første dag hørte Lindeman og Craig, at der ikke var etableret nattevagt til at drage omsorg for patienterne, og de påtog sig nattevagten af fire afdelinger med 40 patienter i kritiske tilstande.

De fandt patienter liggende på senge uden sengetøj, deres kroppe var indsmurt i kropssekreter og blod. Tre patienter var døde alene indenfor de sidste par timer, og de var klar over at mange af patienterne ikke ville klare det uden pleje, så de arbejdede hele natten, indtil det internationale lægekorps ankom kl. 8 næste morgen. To patienter var ved at dø den nat. En trak sit IV ud og blødte næsten til døde, den anden druknede næsten fra en ophobning af væske i lungerne.

En nat på afdelingerne havde andre udfordringer. Når der ikke var lys, var Lindeman og Craig tvunget til at pleje patienter ved hjælp af lys fra lommelygter, indtil hærens ambulancefolk gav dem kemiske stokke – plasticrør, der giver lys i fem timer, når de er brudt åbne.

Der var så mange patienter og så få faglige ressourcer, at patienternes familier udførte det meste af patientplejen. Men maden var knap. Ikke alene var der ingen mad til familierne, der var heller ingen mad til patienterne, så Lindeman og Craig skaffede mad og vand til patienterne og deres familier.

En nat fik en patient et alvorligt hjerte- og luftvejsanfald, og der var ingen medicin eller ilt til at hjælpe ham igennem det. En russisk læge på vagt og en skadestuelæge, der havde været feltkirurg i den amerikanske hær, improviserede ved at blande de medikamenter, de havde, og sammen holdt de patienten i live længe nok til at få ham fløjet til USA for at få den operation, han behøvede for at redde hans liv.

En ung mand på afdelingen fik at vide, at hvis de ikke amputere hans ben, ville han dø. Han nægtede at få operationen og sagde, at han ikke ønskede at leve med et ben. Lindeman talte roligt med ham, hjalp ham med at se på hans muligheder. I sidste ende valgte han at leve og gennemgik operationen.

Lindeman hjalp til under en operation, hvor en ung kvindes maveblødning blev livstruende uden nogen klemmer til at stoppe det. Lindeman brugte sin Leatherman, et allround redskab, som klemme, hvilket holdt hende i live længe nok til at få hende flyttet til USS Comfort Hospitalsskibet for at få den hjælp, hun havde brug for.

Lindemans team fortsatte med at arbejde på General Hospital i de næste tre uger med at tage sig af 50 til 300 patienter pr. nat, ofte på tyve-timers skift. Afdelingerne er nu renere og belysningen er bedre, og de er bemandet døgnet rundt.

Arbejdet fortsætter, og efterhånden som de frivillige begynder at vende hjem, er der behov for flere til at gennemføre en hjælpeindsats, som generalsekretæren for Det Internationale Røde Kors har forudset vil vare i yderligere seks måneder til et år.