Scientologi Frivillige Hjælper fortæller om katastrofeindsatsen i Haiti

Karen Farrell er jordemoder og Scientologi Frivillige Hjælper, som bor i New England. Da hun hørte om Haiti jordskælvet den 12. januar, var hendes første tanke, at hun var nødt til at hjælpe. Fire dage senere var hun i Port-au-Prince med katastrofehjælpsteamet bestående af læger, sygeplejersker, nødhjælpsarbejdere og Frivillige Hjælpere, som gik om bord på et fly i New York den 16. januar, chartret af Scientologi Kirken til at bringe lægepersonale og forsyninger til Haiti.

Karen giver en nyfødt baby til hendes mor.

Karen blev tildelt General Hospital, hvor faciliteterne var aldeles utilstrækkelige for læger og sygeplejersker, der arbejder desperat for at gøre noget for de værst ramte af det enorme antal ofre for jordskælvet. Overvældet af antallet af tilskadekomne kan det lægelige personale næppe tage sig af kvinder, der skal føde.

Det norske Røde Kors havde oprettet en lille interimistisk obstetrisk og kirurgisk enhed og hilste de nyankomne læger og jordemoderen fra Amerika velkommen.

Karen og en haitiansk-amerikansk fødselslæge fra Sammenslutningen af haitianske læger i udlandet, der ankom på samme fly, etablerede en simpel fødestue, som Karen beskrev som ”gammeldags”, og begyndte at fylde den med kvinder.

Efter en tolv-timers vagt begyndte det udmattede obstetrik-personale at tage hjem for at sove. Uden nogen læge på vagt besluttede Karen at blive. En god beslutning. Karen tog imod to babyer den nat.

Den første baby var en pige, hvis mor gav hende navnet ”My Love”. Den anden blev født af en 16-årig første gangs mor. Alene, uden sin familie eller faderen, var den unge mor udmattet og bange. ”Jeg holdt hende i mine arme i lang tid og vuggede hende,” sagde Karen. ”Efter otte timer var vi endelig i stand til at flytte hende til et værelse med lys (ja, vi var i mørke al den tid). Jeg var nødt til at vise hende, hvordan man presser og få hende til at forstå mig.” Med hjælp fra en tolk, sagde hun til kvinden: ”Vær stærk og fød denne baby nu!”

En anden nat var der seks kvinder, der skulle føde, to af dem var vanskelige tilfælde. Karen kunne kun håbe, deres børn ville holde ud, indtil obstetrikpersonalet kom tilbage på arbejde. Idet morgen gryede, ramte endnu et jordskælv. Panikken løb gennem hospitalet. Nogle patienter, der glemte at deres lemmer var blevet amputeret, forsøgte at rejse sig op og løbe ud. Andre, der var alt for syge til at røre sig, kæmpede for at komme ud af sengen og ud af bygningen.

”Folk skreg, og hele bygningen rystede,” sagde Karen. Fødeafdelingen og alle patienterne var i kælderen, og Karen vidste, at hvis bygningen kollapsede, ville de alle blive fanget.

Hun fik medicinstuderende og militærpersonale i gang med at evakuere patienterne fra kælderen og afdelingerne. De bar dem udenfor og satte dem på jorden væk fra den ustabile hospitalsbygning.

For nogen af dem var flytningen for meget. En ung mand døde, da hans ilt flaske blev afbrudt, så han kunne blive flyttet. Sygeplejersken, der tog sig af ham, gik i chok og var ude af stand til at fungere. Karen anvendte hurtigt sin uddannelse i de Frivillig Hjælperes katastrofeberedskab, der orienterer en person i deres umiddelbare omgivelser, og sygeplejersken kom snart ud af sit chok og sagde: ”O.k., vi har en masse arbejde at udføre,” og gik tilbage til arbejdet med at flytte patienter i sikkerhed.

Midt i al den død og ødelæggelse begyndte en af kvinderne at føde. Haitianske kvinder i nærheden af den kommende mor begyndte at synge. Da barnet kom til syne, råbte nogen: ”En baby er blevet født! Der er håb for verden.”

Karen håbede stadig, at de to vanskelige tilfælde ville holde ud, indtil en fødselslæge kom tilbage på arbejde. Da en af dem var ved at føde, aftog hendes veer, og fødselslægen ankom i tide og bragte barnet til verden ved kejsersnit.

Karen hjalp også patienter, der ikke var obstetrik patienter. Mange havde ingen familie, fordi de var blevet dræbt eller adskilt i jordskælvet, så Karen trøstede dem. ”Selv om jeg ikke taler kreolsk, kunne jeg stadig sidde hos dem og bare lytte til, at de snakkede. Jeg kunne ikke forstå deres ord, men jeg ville have dem til at vide, at de ikke var alene.

En mand havde så meget frygt i sine øjne. Jeg lagde min hånd på hans skulder, og sagde på fransk ‘rolig’. Jeg ville bare lade ham vide, at der var nogen. Han talte og talte, og jeg nikkede med hovedet. Jeg forstod nok til at vide, at han havde mange smerter og var rædselsslagen. Han troede, at han var ved at dø. Jeg fik fat i en kold klud og tørrede hans ansigt og hans nakke.

Alt var i uorden, herunder det område hvor medicinen blev opbevaret, og lægerne brugte deres dyrebare tid på at gå gennem medicinen i forsøg på at finde den, manden behøvede. Jeg fortalte dem, at jeg ville lede efter den, så de kunne blive ved med behandle patienter. Endelig fandt jeg det, og de gav det til ham, og han kom sig. Han klarede den.”

Karen tog hjem til Boston efter en uge for at vende tilbage til sit job. På én uge i Haiti tog hun egenhændigt imod seks babyer og hjalp til med en mere. Hun siger, at oplevelsen forandrede hende, og hun vil aldrig blive den samme igen.